SIEGFRIED - ANMELDELSER

"Jagten på ringen" af Gregers Dirckinck-Holmfeld
"Mere end imponerende" af John Christiansen, Morgenavisen Jyllandsposten
"Af kærlighed er du kommet" af Søren Schauser, Berlingske Tidende
"Siegfried sejrer på Den Ny Opera " af Ulrik Cold, Børsen
"Faderopgør" af Jakob Holm, Kristeligt Dagblad
"Opera i verdensklasse" af Lene Kryger

JAGTEN PÅ RINGEN


Den Ny Opera i Esbjerg slipper mere end godt fra 3. omgang af livtaget med Wagners ’Ringen’. Det er stort.

Wagners ’Ringen’ sat op for tredje gang på tyve år i Danmark! Hvad går der af kongeriget?
Kæmpeværket blev spillet på Det kgl. Teater i 1912, og så lå det og murrede uden at kunne få en samlet opførelse, frem til Den Jyske Opera mobiliserede musklerne i midten af 80’erne. Hvorfor? Fordi der var mange, der holdt sig for næsen og mumlede: ’Overstyret, svulstigt halløj. Tilhører fortiden!’
Måtte vi bede om Carl Nielsen og den rene musik.

Der var også lige Hitler og al hans ariske overmenneske-halløj med tilhørende dyrkelse af Wagners helte. Nej tak.

Nu er så Den Ny Opera i Esbjerg i gang med tredje danske version af ’Ringen’ i vores generation. En generation, som ikke går af vejen for store følelser, eventyr, myter, helte, nedrighed. Og kærlighed i flammer.

I Esbjerg er man nået til tredje del af dramaet: ’Siegfried’. Vi har fået knægten Siegfried på banen, født af tvilllingeparret Siegmund og Sieglinde siden 2. del, ’Valkyrien’. Bedstefar, overgud Wotan, er på omflakkende vandring for at finde sig selv og den gamle verdensorden.  ’Ringen’, der er magtens symbol, er smuttet for ham, som den er smuttet for hans fjender. Hans selvsikkerhed er skredet, selvom han har fået sin uvorne gudedatter, supervalkyrien Brünnhilde spærret inde på toppen af et bjerg, omgivet af flammer. Som straf for at hun hjalp sin halvsøster Sieglinde i nødens stund.

ESBJERG ER PÅ
En vild og indviklet historie, hvor alle er i familie med hinanden. Men  blodskam og andre uhyrligheder er underordnet. Det handler om magtkamp og kærlighed, evighed og forgængelighed. Hvis vi ikke vi står på, kan det være lige meget.

Men det gør vi. Glad og totalt i Esbjerg. Versionen er temmelig forskellig fra den nærmest bagud liggende ’Ring’ på Det Kgl. (Hvor de fantastiske dekorationer nu er skrottet, så dét løb er kørt!).
Kasper Bech Holten stod for dén, og han gennemførte en idé om at bruge den vældige ophobning af mytisk gods til at skildre kvindernes vej gennem det 20. århundrede mod magt og indflydelse. Han havde hånd om hele den firedelte historie. I Esbjerg zigzagger kursen lidt gennem de tre første dele, som har haft forskellige instruktører. Kasper Wilton går som instruktør af ’Siegfried’ – hånd i hånd med scenograf Jesper Corneliussen – løs på historien ved at løsrive den fra tid og sted, behandle den som rent eventyr. Vi er i et vildt klippelandskab. Natur, som Wagner foreskriver, men hvor og når som helst. Ligesom kostumerne er neutrale. Bare med de nødvendige rekvisitter med hints til forhistorien: Wotans spyd, Siegfrieds sværd, Brünnhildes brynje. Nødvendige attributter for at håndtere affæren.     

FLOT SUNGET
Denne ’Siegfried’ er tre ting:
Meget velspillet med en inspireret og lyttende Lars Ole Mathiasen i spidsen for et velforberedt og udvidet Sønderjyllands symfoniorkester.
Meget flot sunget  - med kendinge fra både Det Kgl.-opførelsen og Jyske Operas. Stig Fogh i forrygende form som Siegfried, en rolle, som han snart er ved at være identisk med, så ungdommelig direkte, fortumlet over de situationer han bliver kastet og kaster sig selv ud i. Blændende ved stemme. En stor, stor præstation. Tina Kiberg er i glansfuld, spillevende form som Brünnhilde, trods en forstuvet fod  - scenografen giver hende og Stig Fogh nogle trapper at rende op og ned ad. Lars Waage, endnu engang med sin ’sort guld’-baryton, udfoldet allerede for tyve år siden i Århus, stadig fuldstændig intakt, her som en Wotan, en streg mere ironisk, selvopgivende, hjælpeløst distanceret til begivenhederne. Et bidrag til de højst underholdende momenter, der er i denne ’Siegfried’.
Underholdningen allerstærkest udfoldet af svenskeren Niklas Bjørling Rygert, som er et fund som Mime, slynglen, smeden, der prøver al verdens kneb for at snøre sin plejesøn Siegfried. Snu, men dumsmart   - en præstation, der står skåret som en Gustav Wied-agtig figur, ført ud i livet med en tenorstemme, der prikker hul op til bageste række og en tekst, som hvisler af præcision.
Der er andre glimrende sangere  - bl.a. Mette Ejsing genoplevet som Erda, og i herlig stemmeudfoldelse.

MOR! MOR!
 I Wiltons iscenesættelse er der lange forløb af indlysende logik. Som små børn venter vi selvfølgelig på at få gyset, da Siegfried dræber den fæle drage, der vogter Ringen. Der lykkes ikke helt. Man har ikke besluttet sig for, om Fafner skal ses som billed- og lysprojektion eller buldrende drage i mere eller mindre menneskeskikkelse. Men der er mange gode påfund i øvrigt: Mime, der i lattervækkende hybris griber dirigentens pind og dirigerer først akt til ende. Wotan og Erda, der klamrer sig til deres egen nornetråd, da skæbnen går dem på. Skovfuglen, der fremtræder i levende live på scenen som skinbillede af det kvindelige, der både varsler Siegfrieds fremtid, og samtidig hans indgroede moderlængsel.
Kunne man bare sig for at skævtænke på professor Higgins’ ’Mor’-råb i ’My Fair Lady’, da Siegfried slynger sit ’Mutter, Mutter’ ud i det tomme rum – i vildrede med, hvad han stiller op med det kvindemenneske, der åbenbarer sig for ham på bjergtoppen? Jeg kunne ikke. ’Mor er den bedste i verden’, som Victor Cornelius sang til vores bedsteforældre.

Jeg er langt ude nu. Og dog. ’Siegfried’ er guddommelig storytelling med associations-stråler til dette og hint. Vi er med gennem de næsten fem timer, går ud og spiser i den store pause og vender tilbage for at drukne os i sidste aktens jubelmusik, da Siegfried finder sin Brünnhilde.

Ret utroligt, at Den Ny Opera i Esbjerg uforfærdet bestiger dette musikdramatiske bjerg og slipper mere end godt fra det. ’Siegfried’ har europæisk niveau.

Gregers Dirckinck-Holmfeld

MERE END IMPONERENDE


Wagners ”Siegfried” på Den Ny Opera er en helhed gennemsyret af stor musikalitet. Hvor findes det publikum, som ikke ville ikke misunde Esbjerg denne Wagner?

At opføre Wagners ”Siegfried” i Esbjerg er en bedrift. Det er mere end det: Opførelsen selv den mest erfarne wagnerfan en oplevelse og en erkendelse.

Kernen er, at scene og scenegang, den musikalske tolkning og sangpræstationerne går op i en helhed. Bag den mærkes en arbejdsindsats båret af begejstring og gensidig forståelse for hinanden og af Wagners værk.

Kasper Wilton har sat i scene efter Wagners pålydende, og det er der ikke et støvgran af gammeldags teater over. Mange vil fryde sig over, at operaen ikke er ført direkte op til et bestemt angivet, senere tidspunkt. Men spørgsmålet om modernisering eller ej er i sig selv uvæsentligt. Afgørende er overensstemmelsen mellem værk og scene.

Gennemmusikalsk
Kasper Wilton har i Esbjerg nærlæst Wagners tekst og musik og skabt en gennemmusikalsk og teaterlivlig forestilling. Man oplever ikke mage til mange steder.

Alle på Den Ny Opera er med ham. Tag dirigenten Lars Ole Mathiasen, initiativtageren og drivkraften bag det store projekt at sætte Wagners ”Nibelungens ring” op i Esbjerg. Jeg var højst høfligt imponeret, da han begyndte med ”Rhinguldet”, men glædede mig over den afgørende udvikling musikalsk som scenisk i ”Valkyrien”, en af Troels Kolds bedste iscenesættelser.

Helhed af scene og musik
Den aktuelle ”Siegfried” er den vanskeligste af de fire operaer i ”Ringen” at få til at hænge sammen. Det lykkedes for Mathiasen, som i tilgift gav en mændgde dramatisk-musikalske impulser. Det alt afgørende er, at overensstemmelsen mellem det musikalske udtryk og scenens udtryk ofte er gribende stor og psykologisk præcis.

Sønderjylllands Symfoniorkester har også udviklet sig afgørende som Wagner-orkester. ”Rhinguldet” var famlede, i ”Valkyrien” fik musikerne fat i det rigtige, og her i ”Siegfried” spiller det med kunnen og kærlighed. Naturligvis var der åbne passager, hvor det næsten må have lov at vakle, men helheden var imponerende god.

Flot besætning
Sangerbesætningen er flot. Hvor mange gange mon Stig Fogh Andersen har sunget Siegfried - fra Den Jyske Opera til Metropolitan, hvor New York Times betegnede ham som tidens førende i partiet, tilbage til Det Kgl. Teater? Men har han nogensinde været bedre end denne premieresøndag, hvor hans figur syntes nytænkt? Han sang med fasthed, varme og styrke, en kolossal sikkerhed og nuancering fra først til sidst. Tina Kiberg klang også overbevisende smukt og bevægende som Brünnhilde, som først er med i sidste scene.

Svenskeren Niklas Björling Rygert var en fortræffelig Mime, en ”skolelærer” med en klar og behagelig stemme, hverken scenisk eller sangligt overdrevent grotesk, og det var med til at gøre den ellers næsten altid langstrakte scene med Siegfried i første akt til en frisk og meningsfuld dialog.

Lars Wage samlede sin erfaring i guden Wotan og overgik erindringen om tidligere format. Han sang en pragtfuld og tilmed følsom figur. Den tidligere operachef i Odense mødte her den nuværend operachef Jesper Buhl som Alberich, hvis uheldige kofte syntes at lukke overraskende af for den sidste dramatisering af figuren. Mette Ejsing sang som så ofte på verdensscenerne en dejligt udtryksfuld Erda. Vi kender også Jesper Brun-Jensens Fafner, her i god form. Anne Mette Balling sang sikkert skovfuglen i brudekjole og symbolsk som Siegfrieds mor med fuglen i hånd.

Halvt overdækket
Der var bygget en ekstra mur op omkring orkestret. Sangerne kunne gå ud foran orkestegraven i tæt kontakt med publikum, men opbygningen med et halvt overdækket orkester, som mindede lidt om den i festsplhuset i Bayreuth, var oså med til at give en ideel balance mellem orkester og sangere.

Det sorte fortæppe blev fint udnyttet dramatisk og til sceneskift, når det gik op og ned for Jesper Corneliussens flotte scenebilleder. Den sorte væg blev i Mimes skolestue morsomt udnyttet af kridt og tavle. Et sødt indslag var bjørnedrengen, som gav Siegfried en krukke honning. En stærk slutning på akten var, da Mime dirigerede hele verden i forventet tillid til sit koncepts triumf.

Bagud og opad gav scenen indtryk af den dystre skov omkring. Den blev endnu mere faretruende foran Fafners hule, hvor Siegfried slog dragen i en tæt hvid røg. Men kunne der ikke have været mere eventyr over netop den scene? Der var så mange specielle fine deltaljer at bemærke som i forholdet mellem det gamle kærestepar Erda og Wotan.

Slutscenen
Slutscenen var en oplevelse for sig.

Tina Kiberg havde en dårlig fod, men gennemførte uforknyt sin smertefulde sceniske præstation. Gav det ikke en ekstra dimension?

Brünnhildes og Siegfrieds gensidige reaktioner, da de med hver sin frygt mødes og åbner sig over fo hinanden, var fantastiske og musialsk ægte. En stor forestilling kulminerede med Tina Kibergs og Stig Andersens triumferende sang over det forstående orkester.

Jeg gad nok vide, hvor man finder et publikum, som ikke ville misunde Esbjerg denne Wagner.

John Christiansen, Morgenavisen Jyllandsposten 

AF KÆRLIGHED ER DU KOMMET


»Siegfried« i Musikhuset Esbjerg er holdt i den traditionalistiske stil, de fleste foretrækker - men sangligt hører den til de fineste overhovedet. Velkommen til Wagner på verdensjysk.

Historien gentager sig aldrig. Det er mennesket, der gentager sig. Vi styres af følelser som magt og afmagt, lyst og ulyst, kærlighed og had og de fører hele tiden nye historier med sig.

For eksempel Richard Wagners femten timer lange »Nibelungens Ring«. Landets femtestørste by har arbejdet hårdt på den i de senere år. Resultatet er evigt som historien selv.

I hvert fald var den gammel allerede på Wagners tid. Vore vikingeforfædre kendte den som historien om Sigurd Fafnersbane, der fik bugt med den farlige drage og vandt en masse guld plus den skønne Brynhild til gengæld. Men alt tyder på, det går endnu længere tilbage. Helt til Roms belejring omkring år 400: Guldet er den evige stads ufattelige rigdomme. Dragen er de tykke bymure med velorganiserede legionærer. Og helten Sigurd er de jyske bønder, der ranede de sidste rester fra romerne hvorfor man endnu i dag kan finde pomp og pragt i hans efterkommeres pløjemarker.

Kort sagt: Folkene bag Den Ny Opera i Esbjerg har egentlig bare hentet Sigurd hjem til vadehavet. Og det har de til UG med kryds og en ualmindelig væmmelig slange.

At det overhovedet kan lade sig gøre, er beundret af det hele kongerige og den halve verden med. Forudsætningen er ikke bare Utzons arabisk inspirerede palads faktisk hører Jyllands koncentration af musikhuse med internationale mål Europas største overhovedet. Nej... Forudsætningen er benarbejdet, samarbejdet, selve troen på det hele. På disse kanter er der ikke så langt fra tanke til handling. Man vil sætte Wagner op og sætter Wagner op. Som man besejrede Rom i sin tid.

Efter succesen med »Rhinguldet« i 2003 og »Valkyrien« i 2005 er turen kommet til cyklens tredje hjul, »Siegfried«. Og navnene på scenen er vel at mærke Stig Fogh Andersen, Tina Kiberg, Lars Waage, Mette Ejsing... Altså de største i miles omkreds. Som hold betragtet fås de ikke meget bedre.

Alt har selvfølgelig en pris. I dette tilfælde at man ikke præsenterer parnassets mest progressive »Siegfried«. Bukserne skal jo også kunne holde vand. Hvorfor? Grundlæggende kan man sætte Wagners operaer op på tre måder:

Man kan gøre næsten ingenting. Som barnebarnet Wieland Wagner gjorde det, da han opløste scenebilledet i lys og lod musikken tale stærkere end nogensinde. Eller som dengang en anden tysk opsætning lod scenografien gennem samtlige akter bestå af et toilet.

Eller man kan gøre en hel masse: Komme med en minutiøs udlægning af psykologien bag hvert eneste ord. Lidt som filminstruktøren Patrice Chéreau gjorde det i halvfjerdserne eller vor egen Kasper Bech Holten ude på Operaen sidste år.

Eller man kan sætte sig midt imellem underfortolkning og overfortolkning. Altså gengive sceneriet så naturalistisk som muligt lade et sværd være et sværd og et bjerg et bjerg. Det er den version, de fleste vil have.

Og det er den version, de esbjergensiske operafolk holder sig til. En snak med borgerne i premierepausen lader ikke den udsendte fra Københavns natteliv i tvivl om hvorfor: »Den ovre på Operaen var vi ikke så vilde med,« fortæller de. Underforstået at deres Kasper lader værket mere i fred end vores Kasper gjorde.

Så sandt... Kasper Wiltons instruktion og Jesper Corneliussens scenografi kunne stort set være neglet fra Wagners eget Bayreuth for hundrede år siden. Eller for den sags skyld fra de århusianske konkurrenter tilbage i firserne. At se Lars Waage som overguden Wotan med sørøverhat og gråt spyd er ren déjà vu.

Men helt fint. Kodeordet bag vor tids opera burde netop være pluralitet. Der skal være plads til både underfortolkningen, overfortolkningen og det naturalistiske, til både det nye og det neutrale. Sådan har man behandlet teatrets klassikere i årevis.

Og det fungerer så hjertegribende godt. Ganske vist har de færreste medvirkende den helt rigtige alder til ung elskov. Ganske vist fatter man ikke, hvorfor Jesper Brun-Jensens drage skal være så grim, om end velsyngende når man nu selv har lagt sig fast på al den naturalisme. Og ganske vist kunne man godt bruge noget mere bevægelse i den første halvanden time. Men netop fordi det meste er overladt til sangerne, kunne man ikke ønske sig nogen andre.

Tag bare Stig Fogh Andersen: Selv om hans krop ikke længere har Siegfrieds mål, så ejer hans blonde kunstnersind den helt rigtige troskyldighed. Den danske tenor rejser med rollen over hele verden, ligner stadig mere et førstevalg til partiet. Og så synger han simpelthen fremragende. Hvortil kommer den dybe forståelse, han har af titelpartiet: Netop i »Siegfried« er der en del plat humor fra Wagners side, operaen skulle være cyklens komiske scherzo men i Stig Fogh Andersens mund får hver eneste bemærkning noget sorgmodigt, indadvendt, næsten ophøjet over sig.

Lige knap så velcastet er måske holdets eneste udlænding: Niklas Björling Rygert som papfaderen Mime. Bestemt ikke af sanglige grunde, tværtimod: Den svenske sanger virker næsten for stærk. Mime skulle gerne være en slags Gollum fra »Ringenes Herre«, svækket af begær. Han har taget Siegfried til sig, fordi drengen kan vinde guldet til ham senere. Og dermed står han i en uhyggelig svag position rent moralsk, hvilket Siegfried gennemskuer. Men hos Kasper Wilton står de to mænd stort set lige. Kald det luksusproblemer.

En anden kæmpe overraskelse er Lars Waage som Wotan. Han har sjældent sunget dejligere. Igen kunne man rigtignok godt tænke sig lidt hjælp fra både instruktion og scenografi. Når han står med spyddet som et tredje ben og stiller det fra sig i scenens dertil indrettede huller, minder han nærmest om den plagede kaptajn Ahab i Moby Dick. Men desto dybere er hans engagerede røst. Fuldstændig som Jesper Buhl får noget overraskende, næsten menneskeligt ind i Alberichs onde skikkelse. Den mand kan virkelig se ting fra mange sider.

Og alligevel: Efter tre timers mandeverden med Anne Mette Ballings skovfugl som saliggørende undtagelse er det påén eller anden måde pigerne, der render med prisen. Tina Kiberg synger en fuldstændig lige så dejlig Brünhilde som dengang i Operaen sidste år. Og da hun tilmed var kommet til skade under generalprøven, måtte hun gennemføre premieren i skadestuens sort-hvide støttebind åbenbart var der ikke flere hudfarvede tilbage. Godt gået, må man sige. Alt imens Mette Ejsing som den moderjordiske Erda er aftenens anden, store heltinde. Når hun ruller ud under scenetæppet og ind på scenen, kommer der for alvor ro over lytningen her i tredje akt... Ejsing stiller med sin internationale erfaring, sin karakteristiske stemme og en god del hjerne oven i købet. At se hende og Wotan liste af som to overflødiggjorte guder og gøre plads for historiens første menneske, dét er stærkt.

Forhåbentlig får Den Ny Opera cyklens sidste drama med også: Den yderst vanskelige »Ragnarok«. Forhåbentlig vil Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af en stadig mere kompetent Lars Ole Mathiasen atter indtage graven i det esbjergensiske musikhus om et par år. Forhåbentlig vil jyderne endnu engang overraske alt og alle.

Vi får se. Hvis guderne kender vores gøren og laden i går, i dag og i morgen hvordan kan vi så bestemme noget selv? Hvordan kan vi både nyde gudernes nærvær og den fri vilje? Svaret er vel enkelt nok: At det kan vi heller ikke. Vi kan kun følge vore følelser og håbe på det bedste.

Søren Schauser, Berlingske Tidende

SIEGFRIED SEJRER PÅ DEN NY OPERA


Stig Fogh Andersen er blevet vor tids super-Siegfried. En heltetenor, der synger rigtig smukt og musikalsk og i øvrigt er polstret som germansk tenor-charmetrold. Den er helt perfekt.

Rundt om orkestergraven i Esbjerg Musikhus har man nu indrettet en støjskærm med tilhørende sti, som man kan spæne rundt på, ud mod publikum. Selvom det hjælper sangerne noget, er det alligevel dem, der lyder lidt spage. Det gør Niklas Björling Rygert ikke. Han er en helt uimodståelig ækel Mime, og han farer rundt og skaber sig med fortrædelig mine og skærebrænderstemme. Samspillet med Stig Fogh Andersen er inspirerende. Sikken en flot begyndelse! Og så hiver Siegfried den sødeste lille bamsebjørn med ind fra skoven. Bamsen hedder Ejnar, og Mime bliver ikke særligt forskrækket. Så kommer selveste Wotan forbi i forklædning, og nu må Mime holde gode miner, for ham har meget på spil, og det kan gå galt. Der kommer til at rulle hoveder, men hvis?

Lars Waage er en erfaren Wotan, der har arbejdet den forpinte guds kvaler tydeligt frem i overfladen. I mødet med den skumle Alberich, prægtigt sunget af Jesper Buhl, bliver det klart, hvor ens de to gamle terrorister er blevet. Den triste gamle drage Fafner bliver behørigt slagtet. Jesper Brun-Jensen gør en rørende dødsscene, nu hvor dragen er blevet ”almindelig” enfoldig kæmpe igen. Anne Mette Balling har lidt besvær med sig ”Skovfugl”. Den ligger også væmmeligt. Derimod er Mette Ejsings Moder Jord idealbesætning. Enorm udstråling og majestætiske mættede klange; selv de dybeste toner klinger mægtigt ud i salen.

Den kloge iscenesætter Kasper Wilton, som i hele denne opsætning fejrer sande triumfer, lader Erda komme tilbage til Wotan igen, efter af Siegfried så at sige i forbifarten har brudt overgudens spyd, og nu støtter de to gamle hinanden i erkendelse af, at deres tid er forbi. Brünnhilde møder vi først i slutscenen, men hvilken slutscene! Hun skal bekræfte sin forvandling fra udødelig gudinde til dødelig, hengiven kvinde. Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen gennemspiller disse farlige og bevægende øjeblikke med fuldendt mesterskab. Stigningen mod ekstasen er omhyggeligt beregnet, og jubelen giver genklang i publikums begejstring. Der har været et velfungerende teamwork omkring denne forestilling. Jesper Corneliussens, scenografi og kostumer, Anja Myung Hansens, lys. Lars Ole Mathiasen og Sønderjyllands Symfoniorkester. De er alle sammen stolte nu, og ih, hvor har de fortjent det.

Ulrik Cold, Børsen

FADEROPGØR

Den Ny Opera i Esbjerg fejrer en ny triumf med ops ætningen af Wagners opera ”Siegfried”, tredje del af Nibelungens Ring

Det handler om at finde sin plads i verden. Det handler om at finde ud af mørket, ind i lyset og dér finde sin identitet. Det er Siegfrieds projekt via en række faderopgør i operaen af samme navn.

Og et projekt, alle mennesker kan identificere sig med. Et projekt, der realiseres, da han i 3. akt forenes med Brünnhilde i en intens, hjertevarmende kærlighedsduet. Men inden da skal han – naturligvis – gruelig meget igennem. Han skal kæmpe med både dværg og drage, han skal finde sin mors og fars identitet, han skal oplyses og ophøjes. Dét, der bærer ham igennem det hele, er hans frygtløshed, og han lærer først frygten at kende, da han lærer kærligheden at kende i form af netop Brünnhilde, for vil hun elske ham? Begge dele – frygt og frygtløshed – inkarnerer Stig Fogh Andersen fornemt og med brændende scenisk nærvær som Siegfried. Det er en rolle, han har sunget så ofte, men han gør det stadig med overbevisende indlevelse, og selv efter at have hørt ham synge i timer følger man stadig med sultne ører hans lysende heltetenor. Forestillingens højdepunkt er dog det svenske fund Niklas Björling Rygert som Mime, Siegfrieds opdrager og grådig dværg. Han leverer en suverænt overbevisende præstation både sangligt og udtryksmæssigt og synger med en deklamatorisk kraft, der passer til figurens grådighed, samtidig med at han kan være både slesk og skingert hylende, når det passer sig. Fremragende. Lars Waage er guden Wotan, der har taget skikkelse af en vandringsmand. Han har autoritet og pondus til rollen, ja, han har om muligt fået endnu mere vægt bag ordene, siden han sang rollen i Den Jyske Operas opsætning i 1990’erne. Glimrende præstation.

Det samme kan siges om de to kvindelige hovedskikkelser – Mette Ejsing som Erda og Tina Kiberg som Brünnhilde. Sidstnævnte er Brünnhilde med et lysende nærvær, og hendes højdramatiske sopran fanger lige godt kærlighedens ekstase og dens desperation. Alt i alt et sangerhold af høj international klasse.

Scenografien er yderst traditionel – vi er uden for tiden, i naturens rå elementer – og fortolkningen ligeså. Ja, der er nok nogle, der skal mene, at det er for konservativt. Men der er ikke desto mindre tale om et dramatisk meget fint håndværk. Operaen ”Siegfried” består udelukkende af dialoger, og de er gribende iscenesat af instruktøren Kasper Wilton. Det er tydeligvis dem, der er lagt kræfter i at få til at fungere for på den måde hele vejen igennem at holde fokus på Siegfrieds udviklingshistorie. Og det er fint sådan, for det giver fortællingen liv, drive og dramatisk nerve. Dialogerne mellem Siegfried og Mime, Vandreren og Mime, ja, samtlige dialoger står knivskarpe i erindringen. Der er dog også mere utraditionelle indfald undervejs – f.eks. er der bygget en ramme rundt om orkestergraven, hvor sangerne agerer Mime flår på et tidspunkt i sit storhedsvanvid dirigentstokken ud af hånden på dirigenten, og bagtæppet bruges både som kridttavle og til finurlige videoprojektioner. Den traditionelle ramme og de lidt skæve ideer går godt i spænd, og alt i alt har man med en fin ”Siegfried” at gøre.

Om man savner noget? Måske lidt mere scenografisk udvikling i 3. akt, og så virker Brünnhildes brynje, hjelm og skjold som noget, der er købt i den nærmeste BR. Det er synd og skam og ufrivilligt komisk. I orkestergraven styrer Lars Ole Mathiasen en udvidet udgave af Sønderjyllands Symfoniorkester. Og det gør han glimrende. Der bliver spillet med præcision og nerve, så man kan roligt lykønske Den Ny Opera med endnu en sejr i det ambitiøse projekt med at opføre Nibelungens Ring.

Jakob Holm, Kristeligt Dagblad

OPERA I VERDENSKLASSE

Kasper Wilton kn ækker "Siegfried-koden"

For mig har "Siegfried" hidtil stået som den svageste del af Wagners "Ringen" . Men Den Ny Operas opsætning af operaen knækkede "Siegfried-koden" for mig.

Instruktøren Kasper Wilton lader handlingen udspille sig under, på og over jorden i eventyrenes ubestemmelige tidsalder. Og det er rart for en gangs skyld hverken at skulle forholde sig til Siegfried som 60'er-hippie, rumvæsen eller slagterlærling.

"Siegfried" består af to ligeværdige historier: Den ydre beskriver menneskets egoistiske stræben efter (verdens)herredømmet, og den indre skildrer kærligheden, der kun kan udleves, når helten har dræbt dragen og befriet kvinden.

Egalt og overbevisende
Kasper Wilton anskueliggør, at Wagner ikke udelukkende rummer den skæbnetunge alvor, men også den afvæbnende og spidse humor. Det er for eksempel helt genialt at vise dværgen Mimes magtliderlighed ved at lade ham flå taktstokken ud af hænderne på dirigenten og selv begynde at dirigere orkestret med orgiastiske bevægelser.

Uden sangere, der samtidig er fremragende skuespillere, ville Wiltons idéer falde hule til jorden. Og sangerne i Esbjerg tenderer verdensklasse. Det er velkendt, at Stig Fogh Andersen er vidunderlig som den skiftevis overstadige og betuttede knægt, der opdager kvindekønnet og får frygten med i købet. Og at Tina Kibergs Brünnhilde er et bundt af modstridende følelser, da hun modstræbende må erkende tabet af valkyrieværdigheden og i stedet ofrer alt på kærlighedens alter. Det overraskende er, at der bliver sunget og ageret lige så overbevisende og egalt i alle partierne omkring de to.

Lars Waage er gribende som den aldrende overgud Wotan, der ser sit livs fejltagelser i øjnene og drages mod ragnarok. Jesper Buhl er sprængfarlig som dværgen Alberich, der er hypnotiseret af mindet om Ringens trolddomskraft.

Svensk stortalent
Men det er det unge, svenske stortalent Niklas Björling Rygert i rollen som Siegfrieds fosterfar Mime, der forbløffer mest. Denne lille, frakkeklædte mandsling med skaldet isse og svulmende røde læber symboliserer på én gang det selvhævdende barn, den instinktive strateg og den hæmningsløse overlever - og binder det hele sammen med naturlig autoritet og en stemmepragt, der giver gåsehud af fryd.

Wagners pompøse, inderlige og åndeløst bevægende musik er skrevet for et orkester, der er dobbelt så stort som Sønderjyllands Symfoniorkester, men det lykkes dirigenten Lars Ole Mathiasen at vride en næsten overnaturlig fylde og lyd ud af musikerne. Sidegevinsten ved det reducerede Wagner-orkester er, at sangerne ubesværet "overdøver" musikerne, selv i de mest voluminøse passager.

Med "Siegfried" beviser Den Ny Opera, at det, selv om midlerne er små, er muligt at lave opera i verdensklasse.

Lene Kryger