FØRSTE AKT
I en skov nær dragen Fafners hule bor dværgen Mime. Forgæves forsøger han at smede sværd til drengen Siegfried, men det er endnu ikke lykkedes ham at lave et sværd, som kan holde til drengens styrke.
Hvis han bare var i stand til at smede sværdet Nothung sammen igen, kunne Siegfried måske dræbe Fafner og Mime ville få den ring og skat, som dragen vogter.

Siegfried kommer hjem med en bjørn, han har fanget. Bjørnen jagter Mime, og Siegfried forlanger at afprøve det nye sværd, Mime lige har smedet færdigt. Ved første slag knækker sværdet og Siegfried lader bjørnen løbe. Han dadler Mime, som beder drengen vise mere barmhjertighed over for ham, der har opdraget ham kærligt som en fader. Siegfried tror ikke, Mime er hans rigtige fader, og han tvinger dværgen til at fortælle sandheden: Mime fandt Siegfrieds mor, Sieglinde, i barsel. Hun døde i hans hule efter at have født Siegfried. Med sig havde hun som det eneste et knækket sværd, Nothung, som havde tilhørt Siegfrieds fader.
Begejstret forlanger Siegfried, at Mime skal smede sværdet på ny til ham allerede samme dag, og han styrter ud i skoven.

Mime sidder tilbage og ved, at han ikke er i stand til at smede Nothung igen.
Da kommer vandreren (Wotan i forklædning når han er på jorden) og beder om husly. Som tak tilbyder han at svare på tre spørgsmål og sætter sit hoved som pant.

Mime stiller tre dumme spørgsmål, som han selv er i stand til at svare på; hvem bor i jordens dyb, på dens ryg og i skyernes borg? Nibelungerne, kæmperne og guderne svarer vandreren, der nu forlanger at stille Mime tre spørgsmål med dennes hoved som pant.

Først; hvilken slægt har Wotan kærest? Vølsungerne svarer Mime korrekt. Dernæst; med hvilket sværd vil Siegfried være i stand til at dræbe Fafner? Med Nothung svarer Mime igen korrekt.
Til sidst spørger vandreren; hvem formår at smede Nothung på ny? Mime kan ikke svare…

Kun den, der aldrig har kendt til frygt kan smede Nothung på ny, og den samme person vil blive Mimes drabsmand svarer vandreren selv.
Derefter går han, og Mime sidder tilbage rystende af angst.

Siegfried vender tilbage, og da Mime spørger ham, om han kender til frygt, må han erkende sin uvidenhed. Mime lover at tage ham med til Fafners hule, hvor han sikkert vil lære angsten at kende og indhente denne mangel i sine kundskaber.
Siegfried glæder sig, og da han finder ud af, at Mime endnu ikke har smedet sværdet, går han selv i gang og smeder uden problemer Nothung på ny. Ved afprøvningen af sværdet, kløver det sig gennem ambolten.

Imens brygger Mime en giftdrik, som han planlægger at give Siegfried, når han har dræbt dragen. Derefter vil Mime uden problemer kunne tage ringen og dermed få al verdens magt i sine hænder.
 
ANDEN AKT
Udenfor Fafners hule:
Mimes bror Alberich våger ved Fafners hule og håber, at der vil komme en helt og dræbe dragen, så han kan få sin skat tilbage. Det var nemlig oprindelig Alberich, som stjal guldet fra Rhindøtrene, men siden fik jætterne fat i det og derfor har Fafner nu guldet. Fafner er en jætte i drageskikkelse.
Wotan ankommer og fortæller ham at Mime og Siegfried er på vej, og at denne Siegfried vil blive dragens banemand. Wotan råder Fafner til frivilligt at udlevere ringen og guldet, men den ser ingen grund til bekymring så stor og farlig, som den jo er.

Mime kommer med Siegfried og beskriver dragens væmmelige udseende for ham, men Siegfried bliver overhovedet ikke bekymret og ønsker kun at vide, hvor dens hjerte sidder, så han kan støde Nothung i det.
Han sender Mime bort og daser lidt i græsset mens han venter på, at Fafner skal vågne. Han tænker på sine forældre, som han aldrig har kendt og hører en fugl synge. Han prøver at efterligne dens sang ved at fløjte i et græsstrå, men det virker slet ikke, og han ønsker, at han kunne forstå dens sang.
Så spiller han en lystig melodi i sit horn.
Fafner vækkes af larmen og vælter sig ud af hulen. Siegfried går uforfærdet løs på den og efter en heftig kamp, støder han Nothung ind i dragens hjerte.Med de sidste kraftanstrengelser advarer den Siegfried mod Mime.
Da Siegfried trækker sværdet ud, får han lidt blod på fingeren. Det svider, og han stikker straks fingeren i munden.
Nu kan han pludselig forstå, hvad fuglen siger til ham; gå ind i hulen og tag ringen og dølgehjelmen.

Mens han er derinde kommer Alberich og Mime tilbage og skændes om, hvem af dem, der skal have skatten. De bliver skuffede, da de ser Siegfried komme ud med både ring og dølgehjelm.

Fuglen advarer Siegfried mod Mime, og da Mime tilbyder Siegfried den forgiftede drik, kommer han til at tale over sig og røber, at det er gift. Siegfried dræber Mime og kaster ham fuld af væmmelse ind i hulen. Han stopper hulens indgang ved at vælte Fafner hen foran hullet. Udmattet lægger han sig under et lindetræ for at hvile ud.

Da synger skovfuglen om en kvinde, som sover på et fjeld omringet af ild. Kun den, som ikke frygter noget, kan vække hende og blive hendes brudgom. Jublende følger Siegfried efter fuglen, som viser ham vejen til den sovende kvinde.
 
TREDJE AKT
Ved foden af Valkyrieklippen kalder vandreren på Erda. Han vil have hende til at fortælle om fremtiden, men hun nægter. Han fortæller hende, at han selv længes efter ragnarok, og at han ved, at Siegfried og Brünnhilde sammen vil give Rhindøtrene guldet tilbage og derved løse verden fra dets forbandelse.

Erda forsvinder og Siegfried ankommer. Han skal nu selv gå den sidste vej alene op til ilden på bjerget. Vandreren udspørger Siegfried, som fortæller hvordan han dræbte dragen og om Mimes bedrageri, og hvordan han selv smedede sværdet. Han bliver dog træt af den gamles spørgsmål og vil forbi ham. Vandreren spærrer ham vejen, men Siegfried lader sit sværd sønderhugge vandrerens spyd, og han springer lystigt gennem flammerne mens han spiller en melodi på hornet.

Brünnhilde ligger på toppen af bjerget iført en rustning. Siegfried betragter personen og tror, det er en mand. Han sprætter rustningen op og ser, at manden er en kvinde, og han bliver for første gang i sit liv bange.
Alligevel ønsker han at vække hende. I desperation kysser han hendes læber. Hun vågner og priser den herlige dag og den unge helt, som har vækket hende.
Brünnhilde har mistet sine guddommelige egenskaber, nu hvor hun er vækket, og hun overfaldes af sorg og skamfølelse. Men Siegfried har lært kærligheden og passionen at kende, så Brünnhilde glemmer snart sin smerte, da hun ser hans glødende elskov.
Jublende kaster hun sig i hans arme.